mandag, juli 31, 2006

Secret Worlds: The Universe Within

Denne side [link] er en del af et større populærvidenskabeligt site der har specialiseret sig i optisk mikroskopi. Det lyder frygteligt "langhåret" og er det sikkert også hvis du ikke lige interesserer dig for videnskab generelt eller optisk mikroskopi i særdeleshed... MEN ... denne side giver dig en fantastisk rejse fra det ydre rum zoomende ind på Jorden og derefter videre ned i mindre og mindre målestok til den ender på et subatomart plan. En ganske fascinerende rejse når man tænker på at det er med en faktor 10 der zoomes enten ind eller ud hver gang billedet i rejsen skifter. Man får en svimlende fornemmelse for hvor uendeligt stort universet er - det være sig i en mikroskopisk som i en makroskopisk skala !

Anbefales !!!

søndag, juli 30, 2006

How Stuff Works

http://www.howstuffworks.com/ kan du finde ud af hvordan alt muligt omkring dig er bygget op og hvordan det virker. Sitet er på engelsk men det er et let tilgængeligt engelsk så der er ikke det store behov for at have ordbogen ved siden af.

Emnerne er inddelt i kategorier og der er en mulighed for at søge på lige netop det du står og gerne vil vide noget mere om. Der er alt fra hvordan karate virker, over et emne som polygami og hvordan en computer er opbygget til hvordan man bestiger Mount Everest !

Jeg kunne godt tænke mig et lidt renere og simplere design på sitet men det er nok bare min indre multimediedesigner der gør sig gældende her - for sitet er absolut brugbart som det er pt.

Anbefales !!!

Orisinal.org - små flashspil

Hos Orisinal finder du en ganske stor samling af små Flashspil. Der er en rolig atmosfære over sitet og spillene - nærmest noget zen-agtigt. Jeg synes sitet og spillene er et rigtigt godt eksempel på hvordan man kan udvikle Flashapplikationer der præsenterer sig flot.

Spillene er oftest ganske simple men alligevel er de fængslende pga. den førnævnte atmosfære og deres flotte udførelse !

Mine yndlingsspil der er: 'Bauns' og 'The Truth is up there' men det er nu også meget sjovt at whacke nogle 'Cranky Crabs' med yo-yo´en engang imellem.

Husk nu også lige at sende en selvkomponeret blomsterbuket (->Misc.->Flowers) til din kærestes inbox nu du er der... ik´ ? ;)

Anbefales !!!

Flash Earth

Flash Earth virker som de andre korttjenester fra Google og Microsoft - det "låner" endda kortene fra dem. Flash Earth har den fordel at du ikke behøver at installere noget software for at få det til at virke - har du Flash plug-in i din browser og tilgang til internettet - så kan du bruge Flash Earth.

I skrivende stund er der nogen steder af Jorden der er dækket mere detaljeret end andre steder f.eks. USA. Det skyldes at kortene i sin tid stammede fra et amerikansk militærprojekt hvorfra de så senere er blevet frigivet. Kresten - en klassekammerat - kunne endda finde den swimmingpool han havde svømmet i under et ferieophold i Los Angeles blandt alle boligblokkene - ganske fin detaljeringsgrad !

Det er muligt at gemme links af lokationer du vælger - HER kan du f.eks. se Århus Havn.

Anbefales !!!

Hamster-natbordslys

En komplet gør-det-selv-guide så man endelig kan få bygget det der hamster-natbordslys !!! Siden findes på et site der beskæftiger sig med alternative energikilder såsom vindmøller, solceller etc. Jeg tror at hamstersiden er ment lidt som en joke der skulle tiltrække trafik til siden men en dejlig skør idé er det da ;)

Jeg elsker de her sider hvor kreative hobbyfolk bygger de mest vilde og skøre projekter. Hvis du har et par links i den kategori så send dem endelig til mig!

brianmanden[snabel-a]sol.dk

I Want One of those

Her finder du et site der kan sælge dig alt muligt og umuligt high og low tech skrammel. Meget af det er harmløst og unyttigt andet af det kan bruges. Hvad siger du f.eks. til toiletpapir med påtrykte SuDoKu opgaver [link] eller en legetøjspistol der skyder med røgringe [link] ? "The Book of cool" [link] er jo også et must-have for de fleste.

De havde på et tidspunkt et "Alien Abduction Kit" i tilfælde af at du skulle gå hen og blive bortført i en UFO ! Det er dog ikke i kataloget mere ;(

Men man kan da købe en flyvende radiostyret UFO - den er da meget cool ! ;)

Meget af det må jeg trække på smilebåndet over og undre mig over at der i det hele taget kan findes et marked for det ... tag nu f.eks. Mini-kaktus-nøgleringen - den havde jeg godt nok ikke lige forudset !

Alt i alt findes der det man ikke lige skal bruge men som kunne være meget sjovt at have alligevel.

lørdag, juli 29, 2006

DAKOTA - digital fortælling

DAKOTA er en lille Flash ting der er lavet af en eksperimenterende koreansk kunstner.

Det er bare en masse tekststumper der bliver vist ganske hurtigt efter hinanden så det gælder om at kunne læse hurtigt hvis man vil have det hele med. Historien er godt underbygget af effektfulde trommerytmer.

Lille blå bold

Sæt æggeuret til max. 10 minutter og hold så lige øje med den lille blå bold. Husk at tænde for højtalerne !

Blå bold

En side i den sjovere ende af skalaen. Sikke en masse tid og fantasi der må have været brugt til at lave sådan en GIF-animation. Musikken bliver direkte irriterende efter en stund hvilket selvfølgelig også er hensigten ;)

Liftport Group - en elevator helt ud i rummet

En elevator der kører helt ud i rummet ? Ja hvorfor ikke ?

Liftport Group er et firma der har tænkt sig at gøre noget ved det. Læg specielt mærke til nedtællingsuret øverst på siden - det forpligter !

Om Liftport er et reelt firma eller blot en smart måde at lokke investorer til vil tiden vise. De har dog formået at blive nævnt i en notits på Jay Leno - hvad det så end beviser ;)

En ting er dog sikkert, hvis det lykkes vil det give et enormt evolutionært spring for hele kloden.
Husk på at det koster vel et par millioner at sende blot et kilo nyttelast op i kredsløb omkring Jorden med den teknologi der er tilrådighed i dag mens det vil kunne lade sig gøre for et langt mindre beløb måske ned til et par tusinde med en rumelevator. Dette vil selvfølgelig åbne op for forskning i langt større stil end hidtil og for også mindre/mellemstore firmaer at starte fabrikation i vægttomt rum. Det vil nok først og fremmest være områder som fremstilling af materialer med specielle egenskaber og fremstilling af ny medicin der vil kunne drage nytte af at blive fremstillet i vægtløs tilstand men andre og hidtil ukendte områder vil helt sikkert dukke op!

Touristbranchen vil selvfølgelig også lægge billet ind! Hvorfor skulle et par rige amerikanere "nøjes" med at tage et cruise til Europa og op langs Norges kystlinie hvis det var muligt at komme ud i rummet på et 2 månederscruise ?!

Er der først etableret een rumelevator vil den næste kunne bygges og installeres for en brøkdel af hvad den første kostede i samlede udgifter til forskning og fremstilling. Der ville findes mange rumelevatorer rundt omkring Jorden og hvorfor så ikke forbinde dem med en rumstation - en kæmpe ring ? Sci-fi forfatteren Larry Niven har jo luftet ideen i "Ringworld" og fordelene er jo mange. Ublokeret solenergi på halvdelen af ringen til alle tider giver billig energi. Læg dertil mulighederne for rekreative udfoldelser i vægtløs stilstand, dyrkning af afgrøder i evigt solskin, lukrative beboelses arealer. En helt ny verden !

Jeg venter spændt til d. 12. April 2018 om det så bliver til noget eller ej ;)

Wikipedia - the free encyclopedia

Lad os starte med et resourcesite, et kæmpe opslagsværk, et levende projekt nemlig ...

WikiPedia

... et genialt koncept - intet mindre !

WikiPedia er et opslagsværk som vi kender det fra et leksikon dog med den fordel at det ligger på nettet og dermed altid opdateret og let tilgængeligt. Artiklerne bliver skrevet af brugerne for brugerne og er altså dermed et globalt, frivilligt virtuelt samarbejde på tværs af kulturelle-, sociale- og lande-grænser! ... ikke dårligt af en menneskehed der tit og ofte har krig på programmet. Selv du kan i pricippet give et bidrag ved at skrive en artikel eller uddybe et allerede eksisterende emne som interesserer dig !

Emnerne dækker som i et normalt leksikon meget bredt. Her skal blot nævnes nogle få for at vise hvor bredt:

DOMO - en maskot for en japansk tv-station der har opnået kultstatus på nettet pga. den har været brugt i forskellige humoristiske sammenhænge f.eks. her og her. Sidste link leder os via Leet til Counter Strike - jo WikiPedia favner bredt. Det skal dog ikke forståes på den måde at de mere traditionelle opslag har måttet vige pladsen. F.eks. kan du sagtens finde noget om Skåne behandlet ud fra den traditionelle vinkel - politik, historie, geografi, kultur etc. For slet ikke at tale om etanols (C2H6O) kemiske sammensætning og delta-9-tetrahydrocannabinolens indvirkninger på den menneskelige organisme.

Alt i alt kan jeg kun anbefale WikiPedia hvis du lige står og mangler noget konkret viden om dette eller hint!

Interessante links ? Hvad er det ?

Hej og velkommen til den første post i denne blog. Her vil jeg beskæftige mig med nogle interessante links som jeg har fundet på min vej gennem WWW´s snørklede spind ! Opdatereringsraten formoder jeg vil komme til at ligge på et par links om ugen. Om det holder vil tiden vise og det vil til tider sikkert svinge en hel del.
Skrivestilen vil være personlig nærmest intim og meningerne i denne blog vil helt og holdent stå for min egen regning. Så hvis du ikke bryder dig om det så er du velkommen til at finde på noget andet at lave end at sidde der og læse ;)

Q: Så hvad kan du som læser forvente at finde her ?
A: Kort fortalt - en blandet omgang links som jeg mener har en værdi for flere end blot mig selv tilsat mine kommentarer !

Da jeg er multimediedesigner og interesseret i videnskab og teknik - ja lidt en nørd når det tager mig ;) - så vil mange af linkene selvfølgelig lede til steder på nettet der omhandler noget med webdesign, spiludvikling, teknik, webprogrammering og sidst men ikke mindst Flash - som har min store interesse!

Andre emner vil dog også blive taget op til behandling enten fordi de lige fangede min opmærksomhed i øjeblikket, er et resourcesite eller fordi de er anderledes, spændende eller sjove på deres egen måde - originalitet vægtes højt her.

Idéen med en blog med links har spiret længe. Jeg har gennem længere tid haft en lille anonym linksamling liggende som jeg ikke har fået gjort noget videre ved. De næste par poster vil nok behandle links derfra og så gå videre med hvad jeg siden hen har fundet.

Nu skal det være og hermed er denne blog skudt igang.